På beløbet siden 1983
Der er sket meget med betalingsmarkedet siden 1983, hvor Dankort så dagens lys. I dag kan vi ikke forestille os at skulle hæve penge i en hæveautomat hver gang, vi skal hen og handle, eller at skulle stå i kø i banken hver den 1. for at betale ens regninger.
Med betalingskortets udbredelse har danskernes betalingsvaner ændret sig radikalt, og de færreste af os kan i dag ikke forestille os at have et Dankort enten i pungen eller på vores mobil.
Dankort, Visa eller Mastercard?
Du tænker nok ikke over, at det gør en forskel, hvilket kort du betaler med, når du er ude at shoppe. Men det gør faktisk en stor forskel både for dig som forbruger, og for den forretning, du handler hos. Det er nemlig oftest billigere for forretningerne, når du betaler med Dankort fremfor andre kort, da prisen for at modtage en Dankort betaling er reguleret ved lov. Det betyder, at loven holder gebyrerne for at tage imod betalinger med Dankort for de fysiske butikker nede.
Så selvom du som forbruger umiddelbart ikke mærker, at der er forskel på, hvilket kort du bruger, så vil de højere omkostninger for forretningerne ved betaling med andre kort end Dankort, typisk resultere i højere priser over tid, da forretningen skal dække omkostningerne ind.
Betaler du med et Visa/Dankort eller et Mastercard Dankort, kan du se på din bon, hvilken side af kortet, du har betalt med.
Men er Visa/Dankort ikke et Dankort?
De fleste Dankort i Danmark er i dag kombineret med Visa som Visa/Dankort eller med Mastercard som Mastercard Dankort. Som forbruger oplever du ikke, at der er forskel på, om det er Dankort-delen af kortet, du betaler med eller ej. Der er dog en forskel.
På Dankort er der nemlig ikke en forbrugsgrænse på, hvor mange penge du kan bruge på dit kort hver måned. Derfor risikerer du ikke, at din betaling bliver afvist og dit kort spærret, selvom du har penge på din konto.